Farvetema - Hvid maling

Hvide farver i indretningen

Farvetema - Hvid maling

Alle, der har haft et maleprojekt med hvid vægmaling, ved, at hvid ikke bare er hvid. Der findes et utal af hvide nuancer, hvor nogle har en mere grå undertone, mens andre lyse farver kan have tilsat en dråbe gult og andre lidt rødt eller blåt. Derfor kan det være svært at finde den helt rette hvide farve, der passer perfekt til ens indretningsprojekt og ønskede stemning.

Herunder ønsker vi derfor at gøre dig lidt klogere på de forskellige nuancer af hvid vægmaling, så du selv kan bruge dem i hjemmet.

Få et lyst hjem med hvid vægmaling

De hvide og lyse farver i hjemmet er næsten symbolet på skandinavisk minimalistisk indretning, og det er da også den farve, som mange mennesker vælger, når de skal male væggene i deres rum. Nogen mener, det er kedeligt, at der males så meget hvidt i de danske hjem, men der er faktisk en årsag til, at det er lige netop hvid, vi vælger til vores vægge.

Hvid reflekterer lyset og skaber derved et mere lyst hjem. Når vi tænker på, hvor mange mørke timer, der er i Skandinavien om vinteren, så er det lige præcis de hvide og lyse farve, vi kan bruge til at lukke lyset ind i vores hjem.

Forskel på de lyse farver

For at den hvide farve, du vælger til dine vægge, ikke bliver alt for skarp, kan du vælge en hvid nuance, hvor der er blandet en lille smule farve i. En smule rød vil gøre den hvide mere varm, mens en smule blå kan gøre den kølig. Hvis du finder en hvid farve med en lille smule sort i, begynder den hvide farve at få en smule gråt skær. Online på hjemmesiden kan du se vores digitale farvekort og sammenligne de forskellige hvide nuancer.

Hos din farvehandler kan du også se prøver på de forskellige hvide vægmalinger og prøve at holde dem op mod hinanden. På den måde kan du hurtigt se farveforskellen på de lyse farver, hvorefter det bliver nemmere at vælge vægmalingen.

Hvide standardfarver til døre og vinduer

Når det kommer til maling af døre og vinduer, så er der især to standardfarver, der går igen fra vindue- og dørproducenternes side. Derudover er det ofte anført, hvilken farve vinduerne eller dørene er malet med fra fabrikkens side. Derfor kan det være en god idé at notere sig dette, så du ved, hvad du skal vælge, næste gang træværket skal have en gang maling.

De to hvide standardfarver, som oftest bliver brugt til vinduer og døre, er RAL 9010 og NCS S0502-y. Begge farver er en såkaldt brækket hvid, hvilket betyder hvide farver, der har fået tilsat en lille smule af en anden farve.

Læs mere om, hvordan du vælger den rigtige maling til dine vinduer og døre.

Modehvid eller råhvid er også begreber, som mange støder på i jagten på en hvid farve. Modehvid og råhvid er ikke én bestemt farve, da hver malings producent oftest har sin egen modehvide og råhvide farve. Udtrykket dækker blot over, at du her har en hvid, der er brækket og egner sig godt til de store vægoverflader i hjemmet.